Hjælp til følelserne

Sorg er en normal og nødvendig del af processen i forbindelse med graviditetstab. Sorgen kan komme til udtryk på mange forskellige måder og er individuel. Du og din partner vil nok også opleve at sørge forskelligt. Her er det vigtigt at sige, at der ikke findes en rigtigt eller forkert måde at sørge på, men at give plads til hinanden, og der hvor I hver især er i sorgen, selvom det kan være hårdt at opleve, at den ikke mærkes ens.

En sorgproces er i bund og grund en tilpasning til et forandret liv. Den sunde sorg er en pendulering mellem tabet og det nye hverdagsliv. Når du er i tabet, oplever du dine følelsesmæssige reaktioner. Disse kan f.eks. være tristhed, afmagt, fortvivlelse, meningsløshed, vrede, ensomhed og meget andet. Når du er i det nye hverdagsliv, begynder du at forholde dig til din livsændring. Måske genforhandler du nære relationer eller afleder dig selv fra at mærke tabets smerte. Det er ikke mere rigtigt at være i det ene frem for det andet. Det vigtigste er, at du oplever begge sider, da de tilsammen kan hele din sorg.

Du vil nok aldrig glemme dit graviditetstab, men du vil opleve, at sorgen på et tidspunkt vil fylde mindre, og livet vil fylde mere. Det kan også være, at du oplever, at du er i livet på en helt anden måde efter dit tab. Det er ikke et mål at komme tilbage til dit gamle jeg, for noget har ændret sig.

Giv dig god tid til at sørge og gør det, du har brug for.

Har du brug for hjælp i din sorgperiode, vil vi opfordre dig til at deltage i en af vores støttegrupper eller søge psykolog eller psykoterapeut med speciale i graviditetstab eller sorg. 

 

Sorgreaktioner ved graviditetstab

Følelsesmæssige: Chok, fortvivlelse, glædesløshed, vrede, skyld, modløshed, ensomhed, savn og længsel.

Fysiske: Søvnforstyrrelser, ændret appetit, anspændthed, træt, infektioner, hovedpine, mavepine og kvalme.

Adfærdsmæssige: Grådlabilitet, uro, hyperaktivitet, aggressioner, indadvendthed, ritualer, misbrugsadfærd, undgåelse af steder og personer, der minder om tabet.

Sociale: Øget behov for støtte, øget sensitivitet, øget irritabilitet, ændret aktivitetsniveau, følelse af at ingen forstår en.

Tankemæssige: Hukommelses- og koncentrationsbesvær, forvirring, grubleri, tvivl, uvirkelighedsfornemmelse, optagethed af graviditetstabet og døden, bekymringer om fremtiden.

Eksistentielle: Alenehed, svært ved at se en mening med livet, identitetsforvirring, følelse af at have mistet sig selv, tanker om livets grundvilkår, religiøs eller spirituel krise.

 

Hvordan hjælper du bedst dig selv efter et graviditetstab

  1. Vær god mod dig selv
    • Det er sundt og normalt at have en følelsesmæssig reaktion på et graviditetstab. Tillad dig selv at have de følelser, du oplever.
    • Pas på dig selv og din partner – gør ting I elsker.
    •  
  1. Husk, at din partner og dig reagerer og klarer ting forskelligt
    • Det er okay at blive påvirket forskelligt – det betyder ikke, at I ikke begge er påvirkede og kede af det.
    • I har måske forskellige måder at håndtere sorgprocessen på – prøv at omfavne begge måder.

  1. Husk, at sorg er en normal reaktion på et graviditetstab
    • Giv dig selv lov til at sørge. Sorg er en normal reaktion på et tab. Dette er et tab.
    • Der er ingen rigtig måde at sørge på, og der er ingen tidslinje for sorg.
    • At bevæge sig fremad betyder ikke, at man glemmer, og fejring af gode ting betyder ikke, at man ikke sørger. Tillad dig selv at tage en pause fra sorgen.

  1. Ingen følelser er permanente
    • Se dine følelser som en bølge – de kommer og går. Prøv at acceptere dine følelsesmæssige reaktioner og tillad dig at have det, som du har det.
    • Find måder at trøste dig selv på for at komme igennem de værste og mest smertefulde øjeblikke.

  1. Søg støtte
    • Søg støtte fra venner og familie og fortæl dem, hvad du har brug for.
    • Det er ikke alt eller intet – det er okay, at nogle personer ved mere end andre.
    • Har du brug for at tale med nogen, så find en støttegruppe eller en psykolog/psykoterapeut, som er specialiseret i graviditetstab eller sorg.
    • På Facebook kan du også søge støtte og lignende historier i gruppen ‘HAB gruppen’

  1. Undgå almindelige triggere i et stykke tid og vær okay med at sige nej
    • Husk, at det er okay at sige nej til familiesammenkomster, babyshowers, børnefødselsdage osv. Mærk efter, hvad du kan holde til og giv dig selv friheden til at sige nej.

  1. Du må ikke underminere vigtigheden af praktiske ting som søvn, motion og ernæring
    • Få nok søvn og hvile
    • Spis en sund og balanceret kost
    • Kom udenfor i naturen
 

Læs mere om typiske reaktioner og copingstrategier i en ny graviditet efter graviditetstab her.

Læs mere om partnerens reaktioner og copingstrategier i en ny graviditet efter graviditetstab her.